
Sang, fortællinger, udflugter og kaffe i det fri. I Svendborg Kommune rykker Den Rullende Højskole højskolelivet ud på plejecentrene og tager samtidig beboerne med demens med ud i lokalsamfundet. Frivillige er drivkraften, og målet er at skabe oplevelser, fællesskab og nye forbindelser til livet uden for plejecentret.
”Jeg har altid drømt om at komme på højskole. Jeg har aldrig været på højskole. Nu har jeg prøvet det, og jeg har nået det.”
Sådan lød det fra en af de beboere, der har deltaget i Den Rullende Højskole i Svendborg Kommune.
Idéen til højskolen opstod hos Annette Søby, der er demensfaglig konsulent i Svendborg kommune. Indsatsen blev til i et samarbejde med kommunens frivillige demensbyguider. Tanken var at skabe et tilbud til beboere på plejecentre og særligt at nå ud til de plejecentre, der ikke i forvejen har et aktivitetscenter.
”Vi ville rigtig gerne ud til beboerne på afdelingerne, hvor der måske ikke altid sker så meget. Samtidig handler det om at bygge bro til biblioteket og civilsamfundet og give en gruppe en oplevelse,” fortæller Annette Søby.
Fire gange med samme gruppe
Den Rullende Højskole er bygget op som et forløb på fire mødegange for den samme gruppe beboere. Hvert forløb tager udgangspunkt i et tema med lokal forankring. Det kan eksempelvis være Lundeborg Havn eller historien om Elvira Madigan.
Første mødegang foregår på plejecentret, hvor en frivillig introducerer temaet og fortæller om det, deltagerne skal opleve. Og som på enhver anden højskole spiller sangen en vigtig rolle.
”Vi kalder det en højskole, så vi starter med en sang og slutter med en sang. Og så er der masser af fortællinger,” siger Annette Søby.
Anden gang går turen ud i lokalområdet. Med Lundeborg Havn som tema besøger deltagerne eksempelvis havnen, hvor en lokal fortæller deler historier fra området. Kaffekurven er selvfølgelig også med. Tredje mødegang kan gå til biblioteket, mens den sidste foregår tilbage på plejecentret. Her samler deltagerne op på oplevelserne og afslutter forløbet sammen over smørrebrød.
Mere end en udflugt
For Annette Søby er det afgørende, at Den Rullende Højskole ikke alene handler om at komme på tur. Oplevelserne skal skabe forbindelser til det lokalsamfund, der ligger omkring plejecentret, og tage udgangspunkt i steder, fortællinger og minder, som deltagerne kan relatere til.
”Det her med at komme ud og se noget, som man måske har glemt, og komme ud og mærke vinden i håret, betyder bare rigtig meget.”
Nogle gange lever forbindelsen videre, efter højskoleforløbet er slut. På et plejecenter gav besøget på biblioteket eksempelvis medarbejderne blik for en mulighed, der lå lige i nærheden.
”De fik øjnene op for, at biblioteket faktisk ikke ligger så langt derfra. Det kan de selv besøge efterfølgende,” fortæller Annette Søby.
De frivillige bærer højskolen
Frivillige spiller en helt central rolle i Den Rullende Højskole. Det er ikke blot frivillige, der hjælper til omkring aktiviteterne. De er med til at drive selve tilbuddet.
”Det er de frivillige, der står for projektet, og det er dét, der er unikt. Vi har rigtig mange gode frivillige og ildsjæle, som brænder for det. Det er faktisk de frivillige, der bærer det,” siger Annette Søby.
En frivillig tovholder står for forløbet, og en frivillig chauffør kører bussen. Når deltagere fra et plejecenter er med, deltager også en medarbejder sammen med beboerne. Samtidig trækker højskolen på lokale samarbejdspartnere. Biblioteket bidrager blandt andet med guidet fælleslæsning, og lokale kulturinstitutioner og fortællere bliver inddraget undervejs.
Vil skabe nye fællesskaber i hjemmeplejen
Næste skridt er at afprøve Den Rullende Højskole blandt borgere i hjemmeplejen. Her håber Annette Søby, at højskolen ikke bare kan give deltagerne fire gode oplevelser, men også være begyndelsen på nye relationer. Tanken er blandt andet at samle borgere, der bor tæt på hinanden. Når højskoleforløbet er slut, har de lært hinanden at kende og kan måske fortsætte kontakten på egen hånd.
”Vi håber, at de efterfølgende kan mødes og drikke kaffe. På den måde kan man måske være med til at bekæmpe ensomhed og skabe nogle nye fællesskaber.”
Annettes råd: Få rammerne på plads
For kommuner eller plejecentre, der får lyst til at lade sig inspirere af Den Rullende Højskole, fremhæver Annette Søby især tre ting: struktur, organisering og planlægning. Plejecentret skal vide, hvad det siger ja til, og rammerne skal være tydelige fra begyndelsen. Og så kræver det de rette mennesker.
”Man skal have fat i nogle gode frivillige, som har lyst til det, og som har noget at byde på.”
Den Rullende Højskole viser dermed, hvordan lokale fortællinger, frivillige kræfter og steder, der allerede findes lige uden for døren, kan bruges til at skabe nye oplevelser og fællesskaber for mennesker med demens.
Andre artikler
De gode historier
Bliv inspireret


