Et nyt yogatilbud på Stedet på Frederiksberg skaber glæde, fællesskab og nye oplevelser for mennesker med demens. For brugerne handler det ikke om at præstere – men om at være aktiv i et trygt fællesskab.

Der er stille koncentration i rummet. Yogainstruktøren guider deltagerne gennem øvelserne, mens skuldre sænkes, vejrtrækningen falder til ro, og smilene breder sig, jo længere deltagerne skal holde strækkene. Yoga er et relativt nyt tilbud på Stedet på Frederiksberg, men begejstringen er allerede stor.

For lederen Christina Riis Dunbar handler yogaen om meget mere end motion.

‘Det vigtigste for os er, at folk går glade ud ad døren og har fået energi. Mange lever med bekymringer og grublerier, når de har fået en demensdiagnose. Her oplever vi, at yogaen giver ro, nærvær og en følelse af succes,’ siger hun.

Stedet er et aktivitets- og samværstilbud for mennesker med demens. Omkring 48 brugere kommer her i løbet af en uge for at træne, være en del af fællesskabet og få støtte til hverdagen. Men ifølge Christina handler tilbuddet om langt mere end aktiviteter.

‘Vi er mere end et hyggeligt sted. Vi arbejder målrettet med at skabe tryghed, livskvalitet og redskaber til at mestre hverdagen. Det kræver, at man føler sig set og hørt,’ siger hun.

På Stedet bliver man mødt i øjenhøjde, og der er altid tid til at snakke.

Noget nyt at glæde sig til

Blandt deltagerne er Ghita og Jesper, som begge har taget yogaen til sig. For Ghita er yogaen blevet en vigtig del af ugen.

‘Jeg er ekstremt glad for yogaen. Det beroliger hele mit system. Jeg kan godt være sådan en person, der grubler meget, og der bliver jeg bare beroliget af yoga,’ fortæller hun.

Hun oplever også, at yogaen hjælper hende til at sove bedre.

‘Jeg er meget glad for, at de har puttet yogaen på programmet. Det er virkelig noget, jeg håber, flere mennesker med demens får mulighed for at prøve,’ siger hun.

Jesper kom oprindeligt på Stedet på grund af træningen. Han cykler mange timer om ugen og lægger stor vægt på fysisk aktivitet. Men med tiden er fællesskabet blevet en lige så vigtig del af besøget.

‘Det er et pusterum, hvor man ikke skal forestille noget som helst. Man har paraderne nede,’ siger han.

Og selv om han stadig kommer for træningens skyld, har han fået mere med hjem end det.

‘Nu er det jo faktisk blevet ret hyggeligt at komme, fordi man efterhånden har lært en masse mennesker at kende,’ fortæller han.

Yogaen er blevet et samlingspunkt, hvor brugerne mødes om en fælles oplevelse. Her er der ikke fokus på begrænsninger, men på muligheder.

Træning med mening

På Stedet er fysisk aktivitet allerede en naturlig del af hverdagen. Der er styrke- og balance- og konditionstræning, gymnastik, bordtennis og andre aktiviteter, som understøtter både fysisk og mental trivsel. Men yogaen tilfører noget særligt. Den kombinerer bevægelse med nærvær og ro, og ifølge Christina passer den godt ind i Stedets tilgang.

‘Mange kommer hertil med en masse bekymringer om fremtiden. Her møder de andre mennesker, som har levet med sygdommen i flere år og stadig får noget ud af livet. Det giver håb og tryghed,’ siger hun.

Samtidig oplever medarbejderne, at aktiviteter som træning, yoga og samtaleforløb kan være med til at styrke både trivsel og mestring af hverdagen.

‘Vi ser mennesker få bedre søvn, mindre uro og mere overskud. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, men vi kan mærke, at det gør en forskel,’ fortæller Christina.

Mere end et sted at komme

Under morgensangen og den fælles frokost går snakken om alt fra gode, kendte sange og aktuelle politiske emner til kommende rejser. Medarbejdere og brugere kender hinanden godt, og der er plads til både alvor og humor.

For brugerne er Stedet et holdepunkt i hverdagen. Her er fællesskabet lige så vigtigt som aktiviteterne. Da Ghita fik sin diagnose, blev Stedet en afgørende støtte.

‘Jeg kommer her, fordi det giver mig livsglæde og livsenergi. Da jeg var længst nede, lige efter jeg havde fået diagnosen, var det med til at gribe mig,’ fortæller hun.

For hende er det ikke kun aktiviteterne, der gør forskellen. Det er også følelsen af at være blandt mennesker, der forstår situationen.

‘Her er jeg tryg. Man behøver ikke anstrenge sig for at føle sig normal. Det gør ikke noget, at man ikke lige kan huske noget. Sådan kan vi alle sammen have det,’ slutter Ghita.