Louisiana åbnede tidligt for mennesker med demens - Demensvenligt Danmark

Louisiana åbnede tidligt for mennesker med demens

Udstilling på Louisiana
Udstilling på Louisiana 2026
Foto: Camilla Stephan

Kunstmuseet Louisiana holdt formiddagsåbent i Demensugen for mennesker med demens og deres ledsagere. I rolige omgivelser kunne gæsterne opleve kunsten uden køer og mange mennesker.

Klokken er lidt i ni tirsdag morgen på Louisiana i Humlebæk. Normalt ville dørene stadig være lukkede på dette tidspunkt. Men denne morgen er anderledes. I anledning af Demensugen har kunstmuseet åbnet to timer tidligere. Kun for mennesker med demens og deres pårørende. Indenfor venter kaffe, scones og rolige omgivelser. Og vigtigst af alt: god tid. Udenfor museet står grupper allerede klar. Tove Schou Kämmerer fra Ældre Sagen i Helsingør tager imod en gruppe af 19 mennesker med demens og pårørende. Hun er demensansvarlig i lokalafdelingen og har været med til at arrangere turen for deres deltagere.

Alzheimerforeningen Hillerød og flere plejehjem er også mødt talstærkt op. Fra Falkenberg Plejehjem i Ålsgårde er medarbejdere og syv beboere taget afsted tidligt om morgenen for at nå frem til åbningen. Ind gennem dørene kommer beboer Niels Krarup Jessen smilende, mens han skubber Yvonnes kørestol foran sig. De bevæger sig langsomt gennem Basquiat-udstillingen.

‘Hvad synes du?’ spørger Niels.

‘Sjove,’ svarer Yvonne og peger på værkerne.

Niels har glædet sig til dagen. Han fortæller, at han altid har elsket kunst og tidligere ofte kom på Louisiana. For Yvonne vækker besøget også minder. Hun kom til Danmark fra Lapland som 12-årig og malede meget som ung.

‘Jeg kunne godt tænke mig at begynde at male igen,’ fortæller hun.

Et frirum med ligesindede

Ved siden af går hendes mand Ove, som også bor på plejehjemmet. På jakken bærer han demenssymbolet.

‘Folk må gerne vide, at jeg har demens,’ siger han stille.

I caféen bliver gæsterne mødt af smilende medarbejdere, som er mødt ind flere timer før normal åbningstid. En af gæsterne, Christian Kruse Petersen fra Espergærde, kommer stadig i Ældre Sagens demensfællesskab, selv om han har mistet sin kone, der levede med demens.

‘Jeg er egentlig ikke særligt kunstinteresseret,’ siger han med et smil. ‘Men det er hyggeligt at være sammen med andre ligesindede, og det var en virkelig god gennemgang af værkerne.’

Winnie Sørensen på 79 år deltager også. Hun lever selv med demens og har været medlem af Louisiana i mange år.

‘Det er hyggeligt at komme her,’ siger hun.

Demenssymbolet – et tegn på hensyn

På en af gangene møder vi Thejs, som ligesom Ove bærer demenssymbolet på jakken. Han er kommet med sin kone og datter for tredje år i træk.

‘Det er dejligt at kunne gå rundt i ro,’ fortæller han. Han peger på symbolet på jakken og smiler: ‘Jeg bruger det, hvis jeg siger noget underligt.’

Ved at bære demenssymbolet synligt viser man, at man har demens og har behov for hensyn. Hænderne i symbolet illustrerer, at alle mennesker kan have brug for en håndsrækning.

Et arrangement, der vokser år for år

Også medarbejderne mærker betydningen af dagen. Henrik Biermann, som har arbejdet på Louisiana i mere end ti år, står ved indgangen og hjælper gæsterne på vej. Han fortæller, at han hvert år beder om at være med til arrangementet.

‘Det betyder meget,’ siger han.

Han husker tydeligt første gang Louisiana holdt særåbent under Demensugen i 2024.

‘Der kom måske 20-30 gæster det første år. Så det er fantastisk at se, hvor mange der kommer nu.’

Midt i samtalen stopper han op. En kvinde med rollator ser forvirret ud. Hun kan ikke finde sin ledsager og begynder at græde. Henrik tager roligt hendes hånd.

‘Det skal nok gå,’ siger han. ‘Skal vi lede efter ham sammen?’

Ved udgangen står Lene Slott fra Louisiana og tager imod de sidste gæster. Hun fortæller, at hele 147 gæster deltog i årets arrangement. Et tydeligt tegn på, at behovet er der, og at det gør en forskel, når kulturinstitutioner bliver ved med at holde døren åben.

‘I 2024 havde Louisiana den første særåbning for mennesker med demens og deres ledsagere. Det var, da de kom ind på museet, at det for alvor gik op for os, hvad det fulde potentiale i særåbningen er. Det er uforligneligt, rørende og meget mere – på én og samme tid. Vi oplever stor glæde ved at være en del af det,’ fortæller Karen-Marie Schurizek Antonsen, HR Chef på Louisiana .

Fakta

  • Louisiana har siden 2024 holdt særåbent under Demensugen for mennesker med demens og deres pårørende.
  • Årets arrangement fandt sted tirsdag den 5. maj 2026 kl. 9-11.
  • Antallet af deltagere er vokset fra cirka 20-30 gæster i 2024 til knap 150 gæster i år.
  • Louisiana ligger i Humlebæk og er med sine godt 700.000 årlige besøgende det mest besøgte museum for moderne kunst og samtidskunst i Skandinavien.

Demensugen 2026

Andre gode historier

Find inspiration i de mange aktiviteter og events, der fandt sted over hele landet i Demensugen 2026.