Rani Pihl

Det er tyve år siden, Rani (tv) og Marianne forelskede sig. De mødtes på Café-hjørnet i København, og Rani faldt omgående for Mariannes søde smil. Marianne faldt lige så omgående for Ranis skønne brune øjne, som stadig funkler lunt.

Det er tyve år siden, Rani (tv) og Marianne forelskede sig. De mødtes på Café-hjørnet i København, og Rani faldt omgående for Mariannes søde smil. Marianne faldt lige så omgående for Ranis skønne brune øjne, som stadig funkler lunt.

”Det er da fint. Det kan jeg da sagtens have på,” siger Rani Pihl. Hun er netop blevet introduceret til demenssymbolet af en af de herrer, hun er begyndt at lave gymnastik med hver tirsdag formiddag i Sundhedshuset på Amager.

”Synes du ikke?” siger hun henvendt til sin hustru Marianne, som nikker bekræftende. Rani blev diagnosticeret med demens for 18 måneder siden, og de fandt hurtigt ud af, at selv om Marianne af natur er mere udadvendt, og Rani noget mere reserveret, så passer det dem begge bedst at være åbne om deres nye situation.

Og hvis det kan hjælpe hende selv eller andre at bruge demenssymbolet, så er det fint,” konstaterer Rani usentimentalt. Det er tyve år siden, hun og Marianne forelskede sig. De mødtes på Café-hjørnet i København, og Rani faldt omgående for Mariannes søde smil. Marianne faldt lige så omgående for Ranis skønne brune øjne, som stadig funkler lunt. Rani blev født som Lods-datter og er vokset op ved vandet i Svendborg og Nørre Sundby.

Hun husker tydeligt, hvordan udsigten gav hende udlængsel, og allerede som helt ung var hun fuld af planer. Hun var da heller ikke sen til at gribe eventyret, da det bød sig. Hun var uddannet portrætfotograf, da hun fik arbejde som røntgenfotograf på Aalborg Sygehus og her mødte Parvinder.

Det var ikke meningen, han skulle forelske sig i en dansk pige. Han arbejdede på hospitalet som fysioterapeut og havde strenge ordrer fra sin mor i Delhi om snarest at vende hjem og blive gift. Det tog ham to år at overbevise sine forældre om, at Rani var hans hjertes udkårne og hans fremtids lys.

Det tog til gengæld kun Rani et øjeblik at beslutte at følge Parvinder til Indien, da forældrene endelig gav sig.

”Vi havde lykkelige år sammen, og jeg kom til at holde meget af Indien. Mine to døtre er født der, og jeg fik et godt job og skønne kolleger på Den Danske Ambassade i New Delhi. Vi rejste meget og oplevede meget, og det liv passede mig godt,” siger Rani.

Da familien fik lyst til at bo i Danmark, så døtrene også kunne tilegne sig det danske sprog og den danske kultur fik Rani job hos Udenrigsministeriet i København. Senere lokkede en stilling hos den danske FN-mission i New York, og senere igen vendte familien tilbage til Indien, hvor Rani genoptog sit arbejde på ambassaden.

Da Rani for tyve år siden igen flyttede til Danmark, var det uden døtrene, som var blevet store, og uden Parvinder, som hun endte med at blive skilt fra.

”Da jeg fik lyst til at date igen, lavede jeg en profil på et datingsite. Et sted skulle man krydse af, om man ledte efter en mandlig eller kvindelig partner. Jeg kan ikke huske, hvad der fik mig til at krydse ”kvinde”,” siger Rani.

”Jeg har vidst, siden jeg var ung, at jeg også er til kvinder. Måske tænkte jeg, at det var på tide at udforske den side af mig selv.” I hvert tilfælde faldt hun for Marianne allerede på deres første date, og som kærester og siden som ægtefolk har Rani og Marianne rejst i store dele af verden, vandret utallige kilometer og oplevet så meget, de overhovedet kunne. De seneste år er livet blevet lidt mere stille.

”Jeg har altid dyrket oplevelser og selskabelighed, men efterhånden vil jeg faktisk lige så gerne blive hjemme,” siger Rani. Hun griner: ”For tiden er jeg i virkeligheden allermest lykkelig, når jeg sidder alene på altanen og ryger en cerut.”

Marianne tror, at det hænger sammen med demenssygdommen. Rani selv tror snarere, at det er alder (hun er netop blevet 75) og det, at hun har oplevet så meget i sit liv. Hun føler sig ganske enkelt mæt af oplevelser.

”Men jeg har ondt af Marianne, for der er ingen tvivl om, at det begrænser hende, at jeg har mindre lyst til at gå ud. Og det er hende, der skal arrangere alt og overskue alt, hvis vi skal nogle steder, og som bekymrer sig for mig, hvis hun går ud, og jeg er alene hjemme,” siger Rani.

Rani har til gengæld ikke ondt af sig selv. Hun husker det ikke som hverken sorgfuldt eller chokerende at få at vide, at hun har demens. Og hun er ikke ængstelig over det, der venter. ”Næ, jeg er sådan set ikke bange,” siger hun. ”Du er ikke bange for noget, det har du aldrig været,” siger Marianne stille. ”Har jeg ikke? Nej, det har du nok ret i,” svarer Rani.