Kenneth Bechman Jacobsen

I efteråret 2019 pakkede Kenneth og familien spændte deres kufferter som så mange gange før. Forventningsfulde satte de kursen mod Tyrkiet uden nogen anelse om, at noget var helt galt med Kenneth. Faktisk gik det først op for familien, da de var landet på dansk jord igen. Selv om de kun lige havde forladt de mellemøstlige luftlag, kunne han intet huske fra turen.

Kenneth undrede sig over sin svigtende hukommelse, men overbeviste sig selv om, at han nok bare var lidt stresset. Hans kone, Majbritt, var med et halvt år senere, da lægerne efter en lang udredningsproces overrakte ham den livsændrende besked. Meldingen lød, at Kenneth har vaskulær demens.

En demenssygdom, der skyldes forstyrrelser i hjernens blodforsyning eller blodkar. “Jeg tænkte, det ikke kunne passe. De måtte have taget fuldstændig fejl,” fastslår Kenneth. Han var egentlig mest interesseret i at finde ud af, hvordan det kunne kureres, så han kunne vende tilbage til sit job. Men lægen gjorde det hurtigt klart for Kenneth, at det ville have store konsekvenser, hvis han fortsatte med at arbejde. I bedste fald ville han sidde på et plejehjem om fem år, og i værste fald ville han slet ikke være her længere.

Kenneth tog et valg om, at hvis han skulle stoppe på sit arbejde, måtte han vende det til noget positivt. Nu kunne han pludselig få en masse tid til børnene og Majbritt, som han ikke havde tidligere. Han begyndte at bage igen, noget han ikke havde prioriteret i mange år på grund af sine lange arbejdsdage.

Desuden kunne han hente og bringe børnene og sørge for aftensmad til sin travle familie. Den positive tilgang til den nye hverdag hjalp Kenneth med at holde humøret højt. Men det var stadig en svær overgang for ham at gå fra en travl hverdag med masser af ansvar til at være hjemmegående på fuld tid. 

Derfor kom han på en fiks idé. Han ville være frivillig. Det er tre et halvt år siden, 53-årige Kenneth Jacobsen trådte ind ad døren til Demensfællesskabet Lillebælt, og knap tre år siden han begyndte i sit nye job som frivillig. Han arbejder en gang om ugen, mandag formiddag. Her hjælper han tovholderne med opgaver såsom sortering af papirer, oprydning og så sørger han selvfølgelig for friskbrygget kaffe og klargøring af forfriskninger til de andre deltagere.

”Det betyder meget, at jeg kan mærke, hvor glade både de andre deltagere og tovholderne er, når jeg tager herfra. Så ved jeg, at min indsats betyder noget for dem,” siger Kenneth.

Ovenstående er en forkortet version skrevet af Iben Berner og Emilie Lantz-Frederiksen.