Jens A.W. Holm

Kirsten Suhr er 59 år, og især på de såkaldte skuddermudder-dage er hun glad for at kunne sætte demenssymbolet på jakken. På den måde kan hun signalere til sine omgivelser, at hun lever med demens.

”Jeg har svært ved at forestille mig et liv, hvor jeg ikke kan gøre de ting, jeg rigtig gerne vil”

Som tidligere kok, restauratør og importør og forhandler af delikatesser er Jens Holm et kendt ansigt på mange af de restauranter, han stadig besøger, så ofte folkepensionen tillader det. Eller når han er så heldig at blive inviteret ud. ”Det gør jeg heldigvis ofte,” siger Jens Holm, der skiller sig ud fra mængden med sin karakteristiske hat på hovedet og det lige så karakteristiske varme glimt i øjet.

Han er netop fyldt 70 år og oplever til sin ærgrelse, at energien svigter, så han stadig oftere foretrækker en lur fremfor ‘en tur ud at se på damer’, som han siger. Men ellers føler han, at han har et godt og rigt liv med oplevelser og gode mennesker omkring sig. På hans bryst sidder Demenssymbolet, som han har båret siden det blev lanceret.

Han har levet med demens i syv år, og sygdommen har betydet, at ting kan blive uoverskuelige, og at han lettere mister tråden i en samtale og skal have hjælp til at komme tilbage på sporet. Det har også betydet, at han kan få brug for hjælp, når han går på restaurant eller til symfonikoncerter, som han nyder flere gange om måneden sammen med sin gode veninde.

”Jeg har heldigvis ikke det mindste problem med at sige, at jeg har brug for hjælp, eller at de lige må give mig et øjeblik, for ”jeg har demens, jeg kan ikke huske en skid”. Det er nu ganske tydeligt, at Jens Holm ved, husker og mener masser af ting. Og han føler sig stadig helt komfortabel, når han eksperimenterer med nye retter og ingredienser i sit køkken derhjemme eller taler mad og vin med gamle kolleger fra branchen.

”Det er meget vigtigt for mig, at jeg stadig kan gøre de ting, jeg elsker. Det kan jeg i vidt omfang – blandt andet fordi jeg ikke frygter at være pinlig eller til besvær. Det har jeg aldrig været, så det er nok et spørgsmål om personlighed. Men det er da helt sikkert dejligt, at jeg bliver mødt på en god måde,” siger han.

Han har fortalt meget om sin demenssygdom – til dem, der gerne ville vide det, til dem, der var for generte til at spørge, og også til dem, som egentlig ikke gad høre om det.

”Det glæder mig, at man nu inviterer hele kultur- og fritidsverdenen til at tale med om demens og gøre det til noget, man forholder sig til og taler om ude i klubberne og foreningerne. Sådan kan vi aftabuisere og afdramatisere det og gøre det til en sygdom, som er nemmere at leve godt med,” siger han.