Tryggere for mennesker med demens at købe ind

Blandt mennesker med demens er det mere end hver anden, der ifølge deres pårørende, oplever udfordringer, når de køber ind. En ny national indsats sætter fokus på demensvenlighed i detailbranchen og detailbranchen bakker op.

Det kan være en stor opgave at bevæge sig ud at handle.

”Nogle gange går det helt fint, men andre gange bliver jeg forvirret og presset, især hvis jeg kan mærke de andre i køen bliver utålmodige. I de situationer vil en lille smule hjælp og forståelse gøre en stor forskel,” siger Jeanne Granild Freytag, der har demens.

I den nationale demensuge (uge 19) vil en ny indsats sætte fokus på demensvenlighed i de danske butikker. Over hele landet vil demensfaglige og frivillige fra fx Alzheimerforeningen og Ældre Sagen uddele informationsmateriale om demens og det nationale demenssymbol i flere tusinde butikker. Der har været så stor opbakning til initiativet, at mere end ¼ af de fysiske butikker i Danmark får besøg. Der vil i Demensugen være aktiviteter i 78% af landets kommuner.

Købmændene bakker op

Hos brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer godt 1.500
selvstændige købmænd i bl.a. REMA 1000, Meny, Spar og Min Købmand, tager man godt imod initiativet og vil gerne udbrede kendskabet til demenssymbolet, så de ansatte og kunderne kan genkende symbolet, når de møder det i butikkerne.

”Det skal være trygt at handle sine dagligvarer, og kan demenssymbolet være med til at gøre en forskel for de mennesker, der er ramt af demens og dermed gøre deres hverdag lettere og mere tryg, så bidrager vi gerne til, at omverden udviser ekstra forståelse og hensyn til de demente”, siger John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.

Sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, Lone Harlev, oplever, at der er stor velvilje omkring initiativet:

”Vi ved, at netop det at mestre helt almindelige hverdagsting, som at handle ind, betyder utrolig meget for mennesker med demens og deres oplevelse af at være en del af samfundet. Derfor er vi glade for, at der er stor opbakning til indsatsen fra detailbranchen, mennesker med demens, demensfaglige og frivillige,” siger hun.

Information i baglokalerne

I løbet af demensugen modtager 6000 af landets butikker plakater til at hænge op i baglokaler. Formålet er enkelt; at klæde medarbejderne på med kendskab til demenssymbolet og viden om, hvad de skal gøre, når de ser det.

”Plakaterne skal hænge i butikkernes baglokaler, personalerum eller sågar på toiletdøren, så personalet ser dem hver gang de holder pause eller kommer forbi. Vi håber, at de bliver hængende i lang tid, så også nye medarbejdere kommer til at kende symbolet,” siger sekretariatslederen.

Det er femte år i træk, at Demensvenligt Danmark afholder demensuge. I 2021 blev det nationale demenssymbol lanceret. Symbolet bliver i dag distribueret over hele landet, og det estimeres, at omkring 4000 demenssymboler i dag bliver anvendt af mennesker med
demens.

Fakta

Intro til punkter

  • Mange er berørt af demens: Ca. én gang i timen bliver en ny borger diagnosticeret med demens. Det estimeres at 90.000 mennesker lever med demens, mens knap halvdelen af befolkningen er eller har været i berøring med demens som pårørende, bekendt, fagperson, frivillig eller via uddannelse. Heraf er 400.000 nære pårørende.
  • Også mange i detailbranchen har demens inde på livet: 22 pct. af butiksansatte er selv pårørende til en person med demens.
  • Demenssymbolet: Demenssymbolet blev lanceret i 2021 og er udviklet i samarbejde med mennesker med demens. Demenssymbolet udleveres i et demenskit, hvor der findes en demensnål og et udvalg af andre genstande til at signalere, at man kan få brug for støtte eller tålmodighed i det offentlige rum. Symbolet kan sidde på jakke, pung, betalingskort mm.
  • Hvad betyder symbolet? Symbolet er en gensidig håndsrækning. Det kan bruges af mennesker med demens, der kan have behov for lidt ekstra tålmodighed fra omverdenen. Symbolet er samtidig et signal til andre om at vi roligt kan tage kontakt til den, der bærer symbolet, hvis personen ser ud til at have behov for hjælp.
  • Kan alle gå med symbolet? Symbolet er til mennesker med let til moderat demens, som ønsker at anvende det som et hjælpesymbol. Det er ikke et støttesymbol for pårørende og andre.
  • Butiksmedarbejdere og andet servicepersonale mangler viden om demens: 62 pct. af pårørende, fagpersoner og frivillige mener ikke, at butikspersonale og andet servicepersonale har tilstrækkelig viden om, hvordan de bedst hjælper mennesker med demens.