Kun hver anden dansker ved, at demens ikke er en naturlig del af alderdommen

Illustration til konceptet "Demenshøjskole for par".

Tal fra Demensvenligt Danmark viser, at kun hver anden dansker ved, at demens skyldes sygdom i hjernen, og ikke er en naturlig del af alderdommen.

Det er problematisk, mener Gunhild Waldemar fra Nationalt Videnscenter for Demens.
En ny undersøgelse, om danskernes viden om demens, viser, at danskerne ikke er særligt godt oplyst om demens. Kun halvdelen af befolkningen ved, at demens skyldes sygdom i hjernen og at det altså ikke er en naturlig del af alderdommen.

Næsten én gang i timen, 22 gange i døgnet, 8.000 gange årligt modtager en dansker beskeden om, at de har demens. Demenssygdomme skyldes uhelbredelig sygdom i hjernen, og er den fjerde hyppigste dødsårsag herhjemme. Dette ved kun én ud af ti danskere.

Gunhild Waldemar, der er stifter og leder af Nationalt Videnscenter for Demens, er blevet forholdt tallene.

”Det overrasker mig ikke. Selv om demens er en meget hyppig og alvorlig hjernesygdom, så er der stadig mange , som tror det er en naturlig del af aldringen. Også politikere og ledende personer i sundhedsvæsenet glemmer at få demens med – når der lægges planer for livstruende og kroniske sygdomme. Det gælder f.eks. i oplægget til den nye sundhedsreform,” siger Gunhild Waldemar og fortsætter:

”Det stigende behov for hjælp og støtte i hverdagen, som alle med demens får, omtales som ”ældrepleje” – også selv om de fleste ældre ikke har demens – og selv om der også er mange yngre mennesker med demens. Det kan føles stigmatiserende, især for yngre med demens – men det værste er, at den manglende viden og frygten for stigmatisering kan føre til en forsinket diagnose. Og det har alvorlige konsekvenser, f.eks. fyring fra jobbet, tab af socialt netværk og for sen behandling af sygdommen,” siger Gunhild Waldemar.

Ca. 90.000 danskere lever med en demenssygdom og omkring 2 millioner danskere er i berøring med demens enten som pårørende, bekendt, arbejde eller via uddannelse. Det er tal, der forventes at stige de kommende år i takt med, at der bliver flere ældre i samfundet.

Demens skyldes sygdom ikke alderdom

Den manglende viden om demens, kan være med til at skabe tabu om sygdommen, hvor flere kæmper med sygdomserkendelse og omgivelserne har måske berøringsangst, mener Lone Harlev, sekretariatsleder i Demensvenligt Danmark.

”Mange forbinder demens med alderdom. Derfor oplever flere yngre med demens at blive misforstået. Folk tænker slet ikke, at de kan have demens. Omverdenen tror måske, de er berusede, men det, der er på spil, er, at hjernen driller og forvirrer, og så kan man godt have brug for en hjælpende hånd. Det er ikke let at stå frem og sige, at man har demens, når man er yngre,” siger Lone Harlev.

Fakta

Demensvenligt Danmark står også bag det nationale demenssymbol, Håndsrækningen, der er udviklet til, at mennesker med demens, der færdes i det offentlige rum, lettere kan få hjælp. Med symbolet bliver det muligt meget synligt eller mere diskret at vise omverdenen, at man har demens. Som borger kan man hjælpe et menneske med demens ved at følge de tre handleråd: Tag kontakt, tal tydeligt, vær tålmodig.

presse

Vil du vide mere?

Læs relateret indhold